Et verdensomspændende netværk med fokus på miljø og natur

SCENES

Det hele startede i november 2019, da vi var inviteret til SCENES møde på Houens Odde, hvor interessen for SCENES blev vækket for os på Trevæld.

Efter en snak med Trevælds bestyrelse, blev det besluttet, at det var et samarbejde vi skulle ind i. Dette medførte at vi kontaktede Rikke Marie og Bent fra Houens Odde, som kom på besøg på Trevæld d. 3. januar 2020, og fik besvaret de sidste spørgsmål vi havde om SCENES. Dette gjorde, at vi kunne skrive SCENES rapporten meget effektivt, hvor den allerede stod klar d. 4 til oversættelse til engelsk. Det eneste der manglede herefter, var et besøg fra et udenlandsk godkendt SCENES center, som skulle kommentere på Trevælds rapport og på Trevæld som Spejdercenter, hvilket skulle sendes videre til WOSM (World of Scout Movement) til vurdering sammen med rapporten.

I februar skete netop dette, da fik vi besøg af en centermedarbejder fra det østrigske SCENES Spejdercenter Zellhof, som minutiøst gik rapport og center igennem. Derefter blev deres indtryk af Trevæld sendt til Alexander Krabbe sammen med den engelske rapport, som Alexander sendte videre til WOSM, hvor deres SCENES ansvarlige kunne give Trevæld en godkendelse. Dette bar frugt, da Trevæld d. 6. august kunne glæde sig over at blive udnævnt som det nyeste SCENES center.

I oktober måned, nærmere bestemt d. 23. – 25. oktober, deltog Trevælds SCENES udvalg i et internationalt SCENES seminar, hvor Trevæld i den grad fik sat Danmark på verdenskortet. Udover vores energiske deltagelse i seminaret, fandt vi ligeledes ud af at vi faktisk er det eneste CO2-neutrale SCENES center i verden, som sørgede for at alle de andre centre tabte kæben i forundring.

Under WOSM’s evaluering af seminaret, blev der vist et billede af os fra Trevæld, hvor repræsentanterne blev spurgt om de kunne nævne os ved navn, hvilket må give en idé om hvor stort vores engagement var under seminaret.

Den 30. oktober modtog vi det endegyldige bevis, den såkaldte ”Charter”, der gjorde at vi officielt kunne bryste os af at være et SCENES center.

Dog er Trevælds SCENES rejse ikke helt slut, til trods for at vi har modtaget Charteren, da SCENES er en løbende proces, der gælder om at mindske CO2 aftrykket, værne om naturen omkring spejdercentrene, og videreformidle om naturen og miljøet.

Trevælds SCENES rejse er derfor kun lige begyndt.