Frivillige medarbejdere på Trevældcentret

Trevlerne

De frivillige medarbejdere på Trevældcentret kaldes Trevlere og er organiseret i foreningen Trevlerfolket.

 Det er os, der står for alt lige fra oprydning på pladsen, maling og vedligeholdelse af bygninger samt lidt nybyggeri. Vi er populært sagt Trevælds praktiske grise.
Endvidere er det Trevlerne, der står for idéudvikling og konstruktion af centrets aktiviteter til sommerperioden. 

Vi mødes ca. 8 gange om året i til arbejdsweekend på Trevæld. I dagtimerne udfører vi forskellige praktiske arbejdsopgaver, og i aften- og nattetimerne hygger vi os med forskellige fællesaktiviteter.

Om sommeren er det Trevlerne, der bemander og driver centeret. Vi sørger for alle fornødenheder for de spejdere, som benytter Trevæld. Det er os, der sørger for brænde, indsamler affald, afvikler aktiviteter, planlægger natløb og holder åbent i muleposen (centrets kiosk).

Samtidig hygger vi os med spejderne pladsen, og selvfølgelig med hinanden.
Det er en sjov, oplevelsesrig og anderledes måde at holde ferie og være på spejderlejr på.

 

Når vi er på Trevæld, er ”Bemandingen” vores andet hjem. Her har vi køkken, spise-, sove- og badefaciliteter samt Trevlerstuen med brændeovn og sofaer.
”Bemandingen”, som er den første bygning, du støder på ved ankomst til centret, er vores helt egen bygning og kan ikke lånes- eller lejes ud til centrets gæster.

Trevlerfolkets arbejde planlægges og koordineres af Trevlerrådet i samarbejde med Trevælds bestyrelse.

Hvert år i januar afholdes ”Skiftedag” i Trevlerfolket. Her vælges medlemmer til Trevlerrådet og trevlerrepræsentanter til Trevælds bestyrelse for det kommende år.

Trevlerfolket er et sted for alle over 16 år. Vi har medlemmer fra både KFUM spejderne, De Grønne Pigespejdere, Det Danske Spejderkorps og FDF.

OBS: medlemskab af Trevlerfolket og deltagelse i centrets arrangementer forudsætter, at der kan indhentes en ren børneattest på dig.

Lyder Trevlerfolket som et sted for dig?

SÅ KOM OG VÆR MED!!!

 

Har du fået lyst til at blive Trevler eller blot til at høre lidt mere om os, så skriv til Trevlerrådet. Fortæl os lidt om dig selv og din interesse for spejderarbejdet, så kontakter vi dig hurtigst muligt med oplysninger om næste arbejdsweekend og andre praktiske forhold.

 

Send en mail til trevler@trevaeld.dk

"Jeg er kommet som frivillig på Trevæld i mere end 20 år. Det er blevet en ekstra "familie" jeg har fået her. Jeg kan slet ikke undvære det super gode fællesskab som Trevlerfolket og Trevæld byder på."

Ole, Thisted